
Trappe Tusind indbyder til sammenskudsgilde! Næste nummer skal handle om mad og alt det, der knytter sig til den. Hvad sker der, når mad får litterær form? Hos Proust fremkalder smagen af en madeleinekage dyppet i lindete fortællerens erindringer, i Bibelen erklærer Jesus brød og vin for sit legeme og blod, i folkeeventyrene finder vi forgiftede æbler og hekse med appetit for børn, mens de græske guder holder sig udødelige med nektar og ambrosia. Fra Madame Bovarys bryllupskage, til Hamsuns sultende hovedfigur, til hvad der sker, når en kvinde beslutter sig for at blive vegetar hos Han Kang: når først man ser efter, er litteraturen fuld af mad.
Mad er konkret. Den har tekstur, en form, en følelse. Det at spise er en sanselig erfaring: det våde, det saftige og det fedtdryppende er medbetydninger i ordets indoeuropæiske oprindelse. Mad er også kropslig – mund, tunge, modermælk, kød – og kan også forbindes til det erotiske. Hvordan gives denne sanselighed sprogligt udtryk? Mad er i høj grad også knyttet til kultur. Traditioner, familierelationer og sociale liv er ofte tæt forbundne med mad, ligesom mad i sig selv er tæt forbundet med sociale rum: køkkener, restauranter og spisestuer. Desuden kan mad være et statussymbol og relateret til politiske spørgsmål, som når den bliver genstand for klima-, kønspolitiske og ideologiske kampe.
Vi leder efter tekster, der tager disse og beslægtede spørgsmål op. Tekster, som undersøger, hvilket litterært potentiale opskrifter eller madanmeldelser gemmer på, tekster, der optrevler litterære madmotiver, eller tekster med helt andre madmæssige perspektiver. Det kan være digte, prosa, akademiske tekster, oversættelser, essays, opskrifter, visuelle bidrag, (mad)anmeldelser og alle tænkelige hybridformer.
Send dit bidrag til trappetusind@gmail.com senest den 30. september!
Vi glæder os til at præsentere jer for en lækker buffet af tekster.
