
Et gammelt garderobeskab, et kaninhul, en port til dødsriget. Et deepdive på Wikipedia, en snydekode i Sims, en kirkedør, en mose fuld af hemmeligheder.
Temaet for næste nummer af Trappe Tusind er “Portaler”.
En portal er en port, en tærskel mellem verdener, en katalysator for forandring og et magisk eller teknologisk redskab, der udfordrer vores opfattelse af tid, rum og virkelighed.
De gamle gletsjerfloder åbnede tunneldale overalt på den jyske hede. De første bønder på Lyø malede en tynd lyseblå stribe rundt om bindingsværket for at skærme hjemmet fra nattens ånder og dæmoner. Et andet sted deler Moses vandene og viser en sti til det hellige land, imens en pixileret pelsklædt druide træder igennem den jadegrønne Dark Portal og transcenderes til de øde digitale sletter i Outland. Vi løber ind og ud af membrantynde overgange, føres mellem landskaber, sindsstemninger, mellem verdener, virkeligheder.
Hvor åbner portalerne sig for os? Hvorfor finder eller opfinder vi dem? Hvordan kan de drage og snyde os? På hvilken måde kan en tekst fungere som portal? Vi søger alt fra poesi, prosa, dramatik, essays, artikler og visuelle bidrag. Bidrag om indgange, udgange og overgange; døre, vinduer og havelåger; huller eller hyperlinks. Bidrag der interesserer sig for transformationer, forskydninger, flugt eller overførsler.
Vi ser frem til at læse, ledes og forsvinde ind i jeres portaler !
Send bidrag til vores mail: trappetusind@gmail.com
Frist: 30. januar 2026


















